Tags

Relaterede artikler

Del dette

Har vi behov for ”strukturerede traumer”?

Syntes denne artikel skrevet af Allan Kortnum åbner op for en ret god diskussion, som man kan have på skolen. Ved godt den er skrevet til gymnasiet, dog mener jeg godt man kan tale om at strukturere et traume i folkeskolen, måske kan være med til at gøre de gode endnu bedre.

Læs artiklen fra Allan Kortnum herunder:

Ny forskning fra England, primært fra sportens verden, peger på, at det sjældent er de, der glider let igennem systemet uden større sværdslag, der i den sidste ende når længst.

Inden for fodbold er talentapartheid et kendt fænomen, hvor de ældste i en årgang typisk dominerer ungdomslandsholdene. Ofte ses det imidlertid, at de støder i store problemer, når de der altid har været størst og stærkest, træder ind i seniorårgangen, hvor de pludseligt udfordres voldsomt.
Omvendt viser forskningen at unge, der har oplevet modgang når længst i det lange løb.
Der er masser af eksempler på idrætsudøvere, der ikke har fulgt den lige vej til succes, hvor alt har faldet dem let. Et eksempel er den forkætrede Lance Armstrong, der blandt andet siger:

I joined the swimming club…On the first day of swim practice, I was so inept I was put with the seven-year-olds. I looked around and saw the youngest sister of one of my friends. It was embarrassing. But I tried. If I had to swim with the little kids to learn technique, then that’s what I was willing to do. My mother gets emotional to this day when she remembers how I leaped headfirst in the water and flailed up and down the length of the pool, as if I was trying to splash all the water out of it. “You tried so hard”, she says. I didn’t swim in the worst group for long. Within a year,…I was fourth in the state in the 1500 meter freestyle.

Nu er Lance Armstrong jo nok mere ekstrem end de fleste, men forskningen peger alligevel ret klart på, at der er noget at hente i det, der kaldes “strukturerede traumer”. Inden for sportsverdenen vil det eksempelvis sige at sætte det unge fysisk stærke 16 årige fodboldtalent op at spille med U-19-holdet og derigennem mærke, at der skal øves andre ting end fysikken, hvis det skal blive til noget stort. Et alternativ kan være at presse den dygtige fløj i håndbold til at spille back i en periode eller bevidst at vælge eller fravælge den unge til en aktivitet. Den konstruerede modgang er således, hvad der med andre ord beskrives som et struktureret traume.

Vældig interessant, hvis man træner atleter – men har det nogen værdi i uddannelsesverdenen?

Vi ved, at en af de centrale pointer i Carol Dwecks mindsetforskning netop er, hvor god man er til at tackle modstand. Måske vi skal blive bedre til at rykke unge ud af deres ”comfort zone”, hvor de er trygge og kender deres plads. Måske skal en dygtig elev i 1.g følge en skarp 3.g klasse et par dage for at få et ”struktureret traume” ved pludselig ikke at kunne løse opgaven og blive tvunget til at spørge de andre om hjælp, mens klassen sprinter afsted. Hvordan vil eleven reagere?

Ifølge Dwecks forskning typisk på 1 af 2 måder. Enten med afsæt i et fixed mindset, hvor man slår op i banen og brokker sig over den håbløse måde at bedrive undervisning på – eller med afsæt i et growth mindset at søge den nødvendige hjælp og feedback og erkende, at det kræver indsats og vilje til at blotte sig, hvis man skal blive bedre……og så er vi tilbage ved mindsetprojektets grundspørgsmål:

Vil du se god ud eller vil du blive bedre?

Litteratur:
Dave Collins m.fl: The rocky road to the top, Sports Med 2012, 42, p. 1-8.