Endnu en skole har testet reformen

Lærere og elever på Bredagerskolen har i uge 9 og 13 afprøvet, hvad der er i vente når den nye skolereform træder i kraft efter sommerferien. I to såkaldte prototypeuger blev skoletiden udvidet med 3-5 lektioner, svarende til det timetal skoledagen bliver udvidet med til august. De to uger blev støttet med 158.000 kr. af undervisningsministeriet. Penge som er blevet brugt til at aflønne lærere pga. den længere skoledag. Der blev sat fokus på tre områder: Trivsel, bevægelse og faglig fordybelse, hvor særlig bevægelse blev afprøvet på forskellige måder.

 

Bevægelse, bevægelse, bevægelse

Den nye reform kræver, at motion og bevægelse skal indgå på alle klassetrin i et omfang, der i gennemsnit svarer til ca. 45. minutter dagligt. For at imødegå dette krav har skolen indført tre såkaldte ’bevægelsesdimensioner’, hvor bevægelse har tre forskellige formål.
  • Bevægelse for bevægelsens skyld
  • Bevægelse for at lære
  • Bevægelse for at samarbejde

 

Foruden at eleverne skal bevæge sig mere er målet, at de tre bevægelsesdimensioner skal blive en naturlig del af lærernes planlægning, og dermed sikre, at bevægelse kommer til at indgå i den daglige undervisning.
En måde at bevæge sig på for at lære kunne være ved at løse danskopgaver med QR-koder og smartphones rundt på skolen eller ved at løse brøkregning i skolegården. Samarbejdsdelen blev også prøvet af. En af opgaverne gik blandt andet ud på at pakke gaver ind to og to med kun én hånd hver eller ved at samarbejde om at lave en ”menneskepyramide”.
 
Drengene spiller smørklat og har brøkregning
Ifølge viceskoleleder, Connie Vinter Jensen var der mange smil og grin at spore hos elever og lærere. Hendes indtryk er, at eleverne syntes det var sjovt at lave aktiviteter og have undervisning på en anderledes måde.
”De får brugt deres krop og hjerne på samme tid, og det fremmer deres motivation og lyst til at lære. Bevægelse bliver også tænkt ind som differentieringsredskab, da elever lærer på forskellige måder. Nogle lærer bedst ved at bevæge sig, mens andre lærer bedst ved at fordybe sig”. 

Faglig fordybelse

Et andet indsatsområde i de to uger var faglig fordybelse og tilbud om lektiehjælp. Lektiecaféen var åben for alle elever efter skoletid, og på trods af den længere skoledag var tiltaget en succes.
Skolen udbyder allerede nu lektiecafé for mellemtrinnet to gange om ugen, men hensigten er at udvide dette tilbud til at omfatte alle klassetrin. Connie Vinter Jensen understreger samtidig, at skolen allerede nu gør mange af de ting som reformen indebærer. Det hele bliver blot sat ind i en systematik, der skal sikre, at de forskellige elementer bliver implementeret i skoledagen.
”Medarbejderne kan prøve noget af i indeværende skoleår, sådan at de har noget at læne sig op ad. Selvom de står foran en forandring her i august, så er de allerede gået i gang med opgaven. Det synes jeg er rigtig positivt”, afslutter Connie.Se DR Ultra’s indslag og flere billeder fra ugerne i videoen nedenfor.

N.B. Afspil videoen i HD-kvalitet (750 p)

Skrevet af Kathrine Bundgaard