Kompetencecirkler – kort beskrivelse af et koncept

Skrevet af Ove Christensen
Indlægget kan ses her.

Kompetencecirkler er betegnelsen for kompetenceudvikling, der foregår i arbejdsfællesskaber i forbindelse med almindelige arbejdsopgaver i skolen: typisk med undervisningsplanlægning og -afvikling. Modellen bygger på en formalisering og udbygning af de deltagendes personlige/professionelle læringsnetværk (PLN).
Undervisere indgår i grupper eller praksisfællesskaber, hvor de enkeltes kompetencer bliver udviklet i et gensidigt forpligtende samarbejde. Kernen i samarbejdet er planlægning af undervisning; af forløb og aktiviteter, der indgår i skolens almindelig hverdag.

Det er afgørende, at det er et krav, at deltagerne i et arbejdsfællesskab løbende skal foretage nogle ændringer, så deres kompetencer hele tiden bliver nødt til at udvikle sig – og at denne udvikling netop sker i et fællesskab, hvor man lærer af hinanden og i fællesskab tilegner sig det, man ikke i forvejen ved og kan. Man skal vælge at gøre noget på en ny måde, at inddrage noget, man ikke har arbejdet med før, at gøre tingene på en anden måde eller tilsvarende. Det er også en pointe, at deltagerne i en given kompetencecirkel også deltager i andre kompetencecirkler og endvidere inddrager sit øvrige professionelle netværk. Inddragelse af andre netværker bidrager til, at der hele tiden kommer nye elementer ind i den enkelte kompetencecirkel.

De fornyelser, de enkelte deltagere og kompetencecirklerne arbejder med, afgøres af skolens strategi for forandring. Hvis skolen som strategi vælger at arbejde med særlige kompetencemål for eleverne som eksempelvis 21st century skills, så kan man aftale, at det er forandringer af nuværende praksis i retning af 21st century skills, der indgår som konstante udfordringer i kompetencecirklerne.
Den enkelte lærer bliver forpligtet på at føre en logbog med refleksioner over de forandringsarbejder, vedkommende arbejder med. Disse refleksioner skal som minimum indeholde: hvad går min forandring ud på? Hvad vil jeg opnå? Hvad gik godt, og hvad gik mindre godt? Var der noget, der overraskede mig? Hvad kunne jeg tænke mig at gøre anderledes næste gang?
Disse refleksioner deles med de øvrige i kompetencecirklerne, og de øvrige kan forpligtes til at kommentere på den enkeltes refleksioner.
Alle kompetencecirkler udvælger med jævne mellemrum nogle cases fra de forandringer, de har foretaget, og beskriver blandt andet med inddragelse af de didaktiske refleksioner casen ud fra de mål, der har været med forandringen, beskrivelse af hvad der rent faktisk skete, og hvad undervisernes læring har været. Disse cases deles med hele skolen (og dette kan udvides til kommunalt eller nationalt niveau).
På denne måde får man opbygget en skolekultur, hvor gensidig forandring og udvikling bidrager til kontinuerlig kompetenceudvikling. Man får samtidig opbygget en videndelingskultur, der er et vigtigt element i at udvikle skolen som en lærende organisation (Senge 1999).

For skoleledelsen – den pædagogiske ledelse – drejer det sig om at opbygge en tillidskultur, hvor videndeling blandt medarbejderne bliver betragtet som naturlig. Det er også ledelsens opgave at opbygge strukturer, der støtter lærerne i den forandringsproces, det er at opbygge en skolekultur med gennemsigtighed og videndeling. Det er også den pædagogiske ledelses ansvar at opbygge en kultur, hvor det betragtes som noget positivt at berette om, hvad der ikke har virket for underviserne. Undervisningspersonalet skal lære at dele erfaringer uanset, om der er tale om fiaskoer eller succeser.
Vigtigst af alt for den pædagogiske ledelse er det at se forandringerne som en del af skolens almindelige drift og ikke som særtilfælde. En skole skal løbende tilpasse og forandre sig. Derfor skal kompetencecirkler, lærende fællesskaber, videndeling være en del af en strategi for skolen – og kommunens skolepolitik – og ikke et projekt.